Hvad er miljøtræning?
At gøre vores hund tryg ved verden
Set med en hunds øjne, findes der mange mærkelige ting i denne verden.
Det er vores opgave, lige fra vi får hunden - hvalp eller voksen hund, at præsentere den for forskellige miljøer, situationer, dyr, andre hunde og mennesker på en god måde.
Det handler ikke om antallet af oplevelser, men om kvaliteten af oplevelserne.
Hunden skal ikke presses til noget, men derimod guides og støttes og få lov til at kigge på og undersøge tingene i eget tempo.
Det er virkelig vigtigt, da man ellers kan få modsatte effekt - at hunden bliver mere utryg end den egentlig var.
Der er desværre nogle mennesker, der tror at hvis bare hunden bliver præsenteret for noget den er utryg ved nok gange, så bliver den tryg eller endda glad for det.
Du kan jo spørge dig selv - hvis du er angst for edderkopper og bliver låst inde i et rum fyldt med edderkopper og får lov at sidde der noget tid.
Er du så mere eller mindre bange når du kommer ud igen?
Mit bud er at du IKKE er kureret for din araknofobi!
Eksempler på miljøtræning er:
- søgeøvelser i forskellige miljøer, på forskellige underlag
- søgeøvelser der involverer lyde
- oplevelsesture fx til byen - her kan det være nok at sidde og kigge lidt på afstand
- besøg hos dyrlægen
- familiebesøg med børn, andre hunde, nye mennesker
- gæster i hjemmet
- møde med andre hunde - passere uden kontakt, korte hilsemøder eller legeaftaler
- ture ud i det blå med fokus på at give hunden gode oplevelser
Gertrud i en simpel søgeøvelse
Hvilken type miljøtræning der er særligt vigtig for netop DIN hund, afhænger helt af din hunds personlighed.
Gertrud her er lidt forsigtig, når det gælder ting der rører ved hende eller hun træder på noget.
Hun kan også godt blive lidt forskrækket ved pludselige lyde tæt på, der afreagerer hun dog hurtigt igen.
Derfor bruger jeg søgeøvelser, der involverer ting der kan flytte sig og larme lidt.
Jeg starter med at vise hende området og lader hende se det, snuse til det og gå rundt om det UDEN godbidder. Jeg vil gerne undgå at presse hende til noget hun ikke er klar til, fordi hun ikke kan modstå godbidsfristelsen.
I videoen har hun været henne ved bunken af ting flere gange, så her er hun sendt i kurven, for at vente på, at jeg lægger godbidder ud i området.
Tingene jeg bruger er primært hentet fra den der køkkenskuffe med alle de umulige bøtter og låg, jeg formoder de fleste af os har. Kræver blot en hurtig afvaskning efter træningen.
Godbidderne er hendes helt almindelige foder.