< tilbage 02-11-2021 - 08:03

Årets Hund i rally 2021

Jeg lovede dem at de skulle på podiet!

I august var de to sorte slyngler og jeg til DM i rally. De gik supergodt, jeg fjumrede, det kostede - så de måtte kigge længselsfuldt efter en podieplads. Jeg lovede dem på stedet, at vi nok skulle komme op på sådan en skammel en dag!
Lørdag d. 30. oktober 2021 gjaldt det så finalen i Årets Hund 2021.

Begge de to sorte havde kvalificeret sig med 45 point, som er det højeste man kan have med sig i finalen. De resultater er opnået i tre kvalifikationsprøver, og lægges sammen med pointene fra finalen.
Der var mange med fine point med i finalen, så intet var givet på forhånd.

Vi drog af sted til Ringsted lørdag morgen, Christian, de to sorte og jeg. Luna blev hjemme og blev passet af "mormor".

Prøverne var i fuld gang da vi ankom, vi startede med at overvære præmieoverrækkelsen for Senior- og Championklassen, så var der frokostpause og så gik begynderklassen i gang.
Med 10 i hver klasse gik det ret hurtigt, så der gik ikke lang tid før der var line-up til Øvet klasse.

 

Banen blev gået igennem mange gange, en rigtig god bane til os - masser af dejlig fri ved fod. En rigtig spændende bane designet af Lone Sommer.
Silas og jeg startede sidst i vores klasse, og da jeg først havde ham ved siden af mig, forsvandt alle nerver.
Han var en skinnende stjerne og spadserede smukt ved siden af mig, hele banen igennem. Han havde nogle bittesmå udfald i koncentrationen, næppe noget der kunne ses - kun noget jeg kunne mærke. Vik fik et lille fratræk dels fordi han hoppede baglæns i 2 skridt bagud og dels fordi jeg simpelthen trådte ham over tæerne....
Det tilgav han dog hurtigt og spadserede ufortrødent videre.
Ude af banen fik han sit elskede legetøj og hang i det hele vejen ud af døren, så vi kunne komme ud og feste.
Elsker den powerknægt!!!

Hurtig fest, for så var det Baileys tur i ekspertklassen.
Banen var også her med masser af fri ved fod - slalom og 8-tal, lige efter vores smag.
Bailey var i allerhøjeste hopla, nok fordi han havde siddet i bilen, mens Silas var på. Han hev mig ihvertfald ind i den hal, NU er det altså OS TO mor!
Den attitude tog han med på banen og han var helt oppe på dupperne hele vejen rundt, sådan som jeg elsker allermest at han går!
Desværre blev jeg pludselig ramt af nerver og blev lidt hektisk, hvilket kostede os 2 ommere....Hader ommere!
Men Baileys præstation og følelsen med ham - den var lige i skabet!!!

Det var da vildt spændende til præmieoverrækkelsen og ja - de to sorte slyngler kom på den skammel - Silas vinder af Årets Rallyhund Øvet klasse 2021 og Bailey nr 3 i Ekspertklassen Årets Hund 2021.
At jeg var og er pavestolt er en underdrivelse.

Det var i øvrigt en super dejlig dag med hygge på sidelinjen og en masse skønne hunde og deres førere.
Jeg havde mit helt eget supportteam med, fantastisk at nogen kommer og hepper og bakker op!

NU venter nye eventyr, begge drenge rykker op i nye klasser - nye mål og drømme er sat!
 


 

<