Hvis man lander i en debat på facebook, hvor en frustreret ejer beskriver en udfordring med sin hund, så kommer der, naturligt nok, en masse svar af meget forskelligartet karakter.
Det er på den ene side rigtig dejligt at interessen og hjælpsomheden, samt lysten til at dele egne erfaringer, er så stor.
På den anden side kan det være meget uheldigt, når rådene er baseret på meget få, egne erfaringer og/eller på forældet teori der for længst er modbevist.
Den forældede teori er især problematisk, da den er baseret på straf, dominans og ubehag, og derfor lægger op til hårdhændet behandling af hunden.
Hårdhændet behandling der både er unødvendig, uetisk og helt urimelig.

Studier af ulve i fangenskab lagde grunden for en teori om og en tro på, at ulve lever i en flok med et lineært hierarki.
Altså med én leder - Alfa - der bestemmer og dikterer alt, og som for alt i verden søger at opretholde sin lederposition ved at undertrykke de øvrige i flokken. 
Teorien blev senere modbevist, faktisk af den selvsamme biolog og forsker der havde lavet studiet, da han senere studerede ulve i det fri og dermed opdagede deres sande natur.

Ulve i flok lever faktisk som vi gør - i en familie.
Der er et forældrepar og så er der unger i forskellige aldre.
Når ungerne bliver modne, så "flyver de fra reden" og søger en mage så de kan danne deres egen flok.
Det lyder meget bekendt, ikke?

Selvom en ulv og en hund i dag slet ikke er det samme, så nedstammer hunden fra ulven og der er genetisk mange ligheder.
Også i den måde en hund indgår i et fællesskab på.
Det er måske ikke så underligt endda at hunde er utroligt dygtige til at leve sammen med os - i en familie, og det helt uden at vi behøver manifestere os som ledere, alfa-mennesker eller vise vores styrke og magt.

Som i en menneskefamilie har vi som de voksne allerede "magten". Hvem har adgang til ressourcerne? Hvem tjener penge? Hvem har adgang til at bruge pengene? Hvem kan åbne køleskabet eller tage mad fra fodertønden?
Hvem kan åbne døren og give adgang til at komme ud?
Alle de ting vi som de voksne - om det er i forhold til hunde eller små børn, kan give adgang til, gør os allerede til dem "der bestemmer".
Og det er der sørme ikke noget galt i.

Man må gerne bestemme over sin hund. Man må gerne sige til sin hund, at den skal gå hen på sin pauseplads. Man må gerne bede sin hund om at stoppe med at hive grene ind i stuen. Man må gerne sige til sin hund, at den ikke skal æde et eller andet klamt, den har fundet på turen.
Og man må gerne være konsekvent og mene det man siger - og mene det samme hver gang.
Begrebet konsekvens bliver ofte blandet sammen med det at være hård eller streng, men konsekvens er mere at betegne som at være tydelig og ens.
Hvis man ønsker at hunden ligger på en fast plads når familien spiser, så guider man hunden hen på sin plads, roser og belønner HVER gang man spiser.
Når adfærden er velindlært og blevet en god vane, kan man nøjes med at rose hunden og belønne engang imellem.
Men hold fast i at det er det du ønsker, også når hunden har andre planer.

Men - der er absolut INGEN grund til eller undskyldning for, at gøre det på en uvenlig, overdrevet, voldsom eller endog voldelig måde.
Hvis vores hund gentagne gange udfører en uønsket adfærd, så har vi som hundeejer - den voksne, ansvaret for at lære vores hund en mere ønsket adfærd at sætte i stedet for.
Eller vi kan gøre noget så simpelt som at arrangere miljøet, så hunden lykkes med mere ønsket adfærd end uønsket.
Et klassisk eksempel er at hunden gør i haven når nogen går forbi. Der rådgives om alt muligt der handler om en ubehagelig konsekvens for hunden - det kan være at skælde ud, råbe af hunden, sprøjte vand på den, tage fat i den og det der er værre.
Hvis man nu levede op til menneskets ry for at være "de kloge", så kunne man også overveje om hunden i en periode overhovedet skal lukkes ud i haven og underholde sig selv?

Man kunne gå med hunden ud, og placere sig der hvor der går folk forbi og rent faktisk rose og belønne hunden for IKKE at gø.
Er det mere bøvlet end at sidde i sofaen og se Netflix? Ja da...
Er det dit ansvar at forsøge at få din hund til at lykkes? Absolut ja!

Nu er der ikke mange børn der render rundt i en have og gør, men i rigtig mange andre situationer kan der drages direkte paralleller mellem børn og hunde, og hvordan man tackler deres adfærd.
Ihvertfald i forhold til vores opførsel som den voksne, den der kan guide og vejlede på en kærlig, opmuntrende og anerkendende måde.

Det er ALDRIG i orden at overdrage ansvaret til barnet og hunden og dermed straffe dem for deres opførsel. 
Vi ved bedre - vi kan gøre det bedre!
Hvis ikke - så kan vi søge hjælp.

Kig på din hund og fortæl mig om den minder mere om et familiemedlem end om en glubsk ulv i fangenskab, der hvert sekund med ethvert middel forsøger at tage magten over dig, familien, naboen, huset, bilen, haven osv.
Tag dernæst dit ansvar og vær din hunds voksne, din hunds guide og din hunds ven.