< tilbage 28-11-2023 - 09:43

En søndag i Winnies Hundivers

Når man som hund og hundeejer har brug for lidt ekstra, så er enetimer en fantastisk mulighed!

Undervisning er naturligvis en bærende del af Winnies Hundivers. Jeg har faste hold med både konkurrencehundetræning og hverdagstræning fx med hvalpe og unghunde.

At gå på et træningshold med sin hund, kan noget helt særligt i forhold til at være sammen med sin hund, mens der er andre hunde, mennesker og nye ting i omgivelserne.
Vi kender nok allesammen den der med "Den kan godt derhjemme" og det er SUPER fint, at ens hund kan en masse derhjemme.
For både en familiehund og en konkurrencehund, er det dog også vigtigt, at den er tryg og glad og kan "noget" ude "i den virkelige verden".
Mange får jo netop en hund, fordi de drømmer om at have den med på gåture, ferier, på besøg osv.

Det er dog ikke altid det går helt så nemt som man drømte om, og det kan skyldes mange ting.
Nogle hundeejere lykkes ikke med at gå på et hold med andre hunde og desværre sker der af og til det, at de så ikke tager deres hund med ud så ofte. En ond spiral hvor hunden trænes mindre og mindre i forskellige miljøer og derfor får det sværere og sværere.
Når man så endelig tager den med ud, så er udfordringen blevet endnu større end før.

Heldigvis er der hundeejere der søger hjælp til at få løst nogle af de udfordringer og de opsøger fx mig eller nogle af mine dygtige kollegaer for at få enetimer.

Denne søndag i november fik jeg bl.a. besøg af Michael og Rosa.
Rosa er en ung Airdaleterrier med stor appetit på livet og masser af energi. 
En rigtig Terrier med antennerne ude, som opfanger alt der rører sig i omgivelserne.
Samtidig en utrolig sød og glad hund, man bare bliver i godt humør af at være sammen med.

Denne gang var 3. gang jeg fik besøg af Michael og Rosa.
De to andre gange arbejdede vi allermest med selve relationen og Michaels reaktion på Rosas til tider sprudlende adfærdsudbrud.
Det var fx utroligt svært for Rosa at være afslappet og afventende, når vi blot stod stille og talte. 

Denne søndag arbejdede vi med indkald og både Rosa og Michael havde en fest med træningen - og lykkedes helt fantastisk.
Da træningen var slut spurgte jeg Michael om jeg måtte tage et billede af dem og prale med dem på min side - og det fik jeg lov til.

Og der ER virkelig meget at prale af.
Da jeg mødte dem første gang var Rosa konstant lettere stresset og Michael var presset over at han synes det var sådan lidt flovt.
Noget jeg hører rigtig tit fra hundeejere.

Han manglede værktøjer til at tackle både sin og Rosas adfærd og følelser, så det arbejdede vi intenst med første gang.
Når man har en kursist som i den grad tager tingene til sig og arbejder tålmodigt og ihærdigt, så ser man resultater, og det skal jeg love for er tilfældet her.

Som Michael selv sagde dag jeg tog billedet: 
"Det kunne vi ikke have gjort for ½ år siden!

Der er masser af arbejde forude, men de rykker sig hele tiden og Michael har forståelse for at det tager tid og ikke kan forceres.
Samtidig gør jeg meget ud af at forklare hundeejere at intet er stationært. 
Udover syge hunde - mentalt eller fysisk, så kan vi altid arbejde med hundenes adfærd og ændre det til det bedre.
Måske ikke så perfekt som vi engang drømte om, men stadig MEGET bedre end der hvor vi er lige nu.
Så skulle vi da også være nogle skarn ikke at gøre alt hvad vi kan.
Og det må man sige at Michael og hele Rosas familie gør!





 

< Tilbage